På første dagen il DM RAW, har HSF en del løftere i aktion. 2 af disse løftede ved første indvejning, der omfattede alle juniorer fra og med 83kgs klassen. De to der her er tale om er henholdsvis Steffen Jakobsen i 93kgs klassen, og hele danmarks Gösta Pøllovic i form af Jiyan Mandrup i 105kgs klassen.
Steffen lagde godt fra land med en nem åbner i squat på 195kg. Der blev øget til 207,5kg, som ville være ny dansk junior rekord. Den blev løftet i flot stil, så der blev derefter beordret 215 på stangen. Den blev kæmpet op, men blev desværre underkendt pga. dybden.
I bænkpres startede Steffen på 135kg, der så lidt tunge ud. Der blev øget stille og roligt til 140, som desværre blev lidt for tunge. I tredjeforsøget skulle de 140 prøves igen, og sørme om ikke der var bingo med hele pladen fuld.
Til sidste disciplin, dødløft, stod det klart at åbningsløftet på 220kg, ville sikre Steffen en guldmedalje. De blev løftet nemt, og så var det bare at pøse ekstra på – ligesom med sovs. Det blev til 235 i anden og 245 i tredje, begge godkendt. Det rakte tilmed til en ny dansk total rekord, og mon ikke der er bud efter den danske dødløft rekord næste gang, da den kun er 5kg væk.
Virkelig flot 3 kamps debut af Steffen. Det lover godt for den unge mand.
Jiyans træning har set lovende ud, og i dag skulle frugterne af det hårde arbejde høstes. Det kan jeg allerede afsløre nu, at de blev. Jiyan gik hårdt fra starten af, og fik godkendte alle sine squats med 215kg som kronen på værket. Det er en solid PR med 10kg.
I bænkpres gik det endnu bedre. Jiyan har underpræsteret en smule de sidste par gange i bænken, men ikke i dag. I overlegen stil blev der lagt ud med en 2,5kgs pr. De 125 blev most op, og samme tur fik de 135, der kom på hans anden forsøg. Til tredjeforsøget måtte 140kg komme på. Den blev dog lige præcis for tung i dag, men 12,5kgs personlig rekord må siges at være godkendt.
Så var turen kommet til dødløft, og her gik det også fint. Jiyan fik let ekspederet 220. Derefter måtte 235 samme vej. Tredjepladsen i vægtklassen var sikret, så nu skulle der prøves noget af. På med det kvarte ton (250kg for de mindrebemidlede, der måtte læse med), og så skulle der trækkes hårdt. Det var meget tæt på, men desværre ikke helt tæt nok.
Senere i dag er der flere HSFere der skal ud og vise deres kunnen, og reporter Sune Bak er i marken og rapporterer helt oppe fra frontlinjen.
– en førstehånds beretning af Jacob Prehn