Hvidovre styrkeløft forening var repræsenteret ved dette års VM i styrkeløft i Stavanger, med Sune Bak som løftede i -105 kgs klassen.

Den rå form var god i bænkpres og dødløft, men havde haltet en lille smule i squatten. Efter formandens anbefaling, blev der kompenseret for den manglende squatform, med en strammere dragt.

På stævnedagen blev der uden besvær vejet sikkert ind på 104,27 kg, og åbnere på henholdsvis 315 kg i squat, 242,5 kg i bænkpres og 300 kg i dødløft blev meldt ind.

Der var massere af plads i opvarmningen med hele 6 ER stativer.  Den danske delegation indfandt sig sammen med Japanerne, hvor atleten lå nomineret til cirka samme total, og her kunne vi dele en hel platform uden andre atleter.

Squat opvarmningen forløb efter planen, og der var ingen ændringer til startvægten.

Squat

1. Forsøg: 315 kg – godkendt 3-0
2. Forsøg: 325 kg – godkendt 3-0
3. Forsøg: 332,5 kg – underkendt 0-3

På trods af den strammere dragt, så kunne det godt mærkes, at der manglede lidt at trykke med i squatten. Det blev vurderet, at der var til 330-332,5kg til sidsteforsøget. På trods af en god udgang og en fornuftig løfteposition, så manglede der desværre lige den sidste procent til at trykke igennem stickingpoint på dagen. Men det var meget tæt på.

Bænkpres

I bænkpres skulle det blive lidt mere spændende, da der for første gang skulle løftes i en 46 Superkatana i denne vægtklasse. Til træning var 240 kg blevet trykket i overbevisende stil.

1. Forsøg: 242,5 kg – underkendt 0-3
2. Forsøg: 242,5 kg – godkendt 3-0
3. Forsøg: 252,5 kg – godkendt 3-0

Opvarmningen var forløbet lige efter planen.  På platformen var der dog en uventet overraskelse. Plus 300 kgs bænkeren Alistair McCoil var udløfter og havde åbenlyst problemer med at styre sine kræfter. Normalvis kræver Jeg kun et beskedent udløft, så opspændet kan bevares, men Alistair løftede egenhændigt 240 kg hvilket delvist ødelagde opspændet og Eleiko stativerne er anderledes end ER stativerne som vi er vant til at løfte på. Konsekvensen blev en lidt dårlig nedtagning og at vægten desværre vendte sig, da den blev trykket fra brystet, og spotterne måtte tage vægten.

På andenløftet fik Alistair besked på kun at lave et lille udløft, og vægten blev løftet sikkert. Der blev justeret lidt i trøjetn og  øget med 10 kg, hvilket også blev trykket uden problemer. Desværre blev der ikke en mulighed for at trykke på en rekordvægt på 257,5 kg på dagen. Det blev vurderet at være for satset en øgning.

Venstre lillefinger var blevet klem imellem racket og bænken i åbningsøftet, og var hævet op på ledet og blødte. Lidt sportstape fra det Norske hold hjalp dog på at holde sammen på det hele. Det var nu lidt spændende om det kunne mærkes i grebet i dødløften.

Dødløft:

1. Forsøg: 300 kg – godkendt 3-0
2. Forsøg: 312,5 kg – godkendt 3-0
3. Forsøg:320 kg – underkendt 0-3

Det viste sig at skaden på den klemte lillefinger slet ikke kunne mærkes under løftene, så den havde heldigvis ingen konsekvens. Vi holdt øje med Japaneren som var cirka 10 kg efter på totalen, men da han blev ved med at bomme 290 kg i dødløften, var der ikke længere noget på spil vedrørende placeringerne og tredjeforsøget kunne frit vælges. Vi besluttede at gå efter 320 kg som sidste løft. Styrken var god nok på dagen, men desværre begyndte vægten at skride i venstre hånd cirka midt på låret og der blev tovet lidt. Grebet slap fortsat, og vægten måtte desværre sættes ned. Ægeligt, ærgeligt, fordi styrken var der på dagen. Dette problem er velkendt og der er desværre ingen vej ud om yderligere grebstræning til de små kontorfingre.

Alt i alt en total på 890 kg, som rakte til en 8. Plads i vægtklassen. Totalen rakte til 533 wilkspoint. Et hæderligt resultat. Havde et af de to missede løft blevet gennemført ville det have været det næstbedste stævne på point nogensinde. Havde begge missede løft blevet klaret, ville det have været det bedste stævne nogensinde.

En førstehåndsberetning fra

Sune